Kun seks kvinder på topppen
08.06.06
Kommunalreformen halverer andelen af kvindelige kommunaldirektører. HK/Kommunals næstformand finder tilbagegangen alvorlig og frygter langvarige konsekvenser for ligestillingen
Da Jane Wiis for nylig blev udpeget som topchef i den nye Frederikshavn Kommune, var hun med til at tegne de sidste streger i et billede, der gennem ligestillingens optik ser temmelig sort ud. Hun blev udpeget som den sidste kommunaldirektør i de nye kommuner, og dermed står det klart, at der kun er seks kvinder blandt de 98 kommunaldirektører, når den nye kommunestruktur er på plads 1. januar næste år.
I dag er der 30 kvindelige kommunal-direktører i de 270 kommuner. Og det er en »brand-ærgerlig« udvikling, mener Bodil Otto, næstformand i HK/Kommunal.
– Udviklingen er et tilbageslag for ligestillingen i kommunerne. Den er et udtryk for, at sammenlægningsudvalgene er domineret af mænd, og at de fleste borgmestre er mænd. Jeg tror, at mænd ofte er utrygge ved at få kvinder ind i ledelsen, og derfor har de valgt nogen, der ligner dem selv, siger Bodil Otto.
Hun er bange for, at udviklingen også får konsekvenser på længere sigt.
– De mange lysende kvindelige talenter, som har stået på spring i andet eller tredje geled i mange mindre kommuner, bliver nu banket ned i fjerde eller femte position og får måske aldrig en chance for at blive topchef, fordi kommunernes direktioner er blevet endnu mere domineret af mænd.
Man har valgt erfaringen
Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K), der er formand for løn- og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, beklager også udviklingen, som han har en lidt anden forklaring på.
– I forbindelse med kommunalreformen har der været mange kort i spil i kommunerne, og man har typisk satset på det sikre og ansat nogle erfarne chefer, der har været med i rigtig mange år. Kvinder kan være lige så kvalificerede som mænd, men ofte har de ikke så meget stående på deres cv som mændene.
I DJØF er Henrik Ludolph formand for de offentlige chefer, og han er enig i, at kommunerne har spillet den sikre hånd i reform-spillet.
– Politikerne har valgt det, de betragter som sikre kort, nemlig kommunaldirek-tører med erfaring fra de store kommu-ner. Indtil nu har der kun været et par kvindelige kommunaldirektører i de store kommuner, så man kan da sige, at kommunalreformen fører til flere kvindelige kommunaldirektører i store kommuner, siger Henrik Ludolph. I stedet for et tilbageskridt vil han hellere se det som »små skridt på stedet.
Kvindelige chefer er populære
Henrik Ludolph kan også se lyspunkter.
– På de relevante, samfundsvidenskabelige uddannelser er der en stor andel af kvinder. Om nogle år vil det helt sikkert også vise sig ved en vækst i antallet af kvindelige kommunaldirektører, siger Henrik Ludolph.
Også Mads Lebech er overbevist om, at udviklingen snart vender – til kvindernes fordel.
– Kvinder har lidt under et kønsrolle-mønster, som heldigvis er ved at ændre sig. I dag er det mere almindeligt, at kvinder også har en pulserende karriere, og der har været en god udvikling i antallet af kvindelige chefer på de lavere niveauer i de senere år. I løbet af de næste 5-10 år vil vi opleve, at der også kommer flere kvinder på de allerøverste poster i kommunerne, siger Mads Lebech.
HK/Kommunals næstformand opfordrer politikerne til at tage ligestillingen mere alvorligt.
– De kan fx vise deres interesse for emnet ved at gå ind i de lokale ligestillingsudvalg. Indsatsen får en hel anden bevågenhed, hvis der er politikere med i arbejdet, siger Bodil Otto.
Efter artiklens deadline udpegede også Glostrup en kvindelig kommunaldirektør, så der nu er 7 kvinder ud af de 98 topchefer i kommunerne.
Artiklen er skrevet af Lars Friis bragt og i HK/Kommunal 2006
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer