Kommentar:
Jeg er selv "gammel" underviser, og har afholdt et utal af kurser for medarbejdere og ledere. Her kommer mine råd.
Inden kursusforløbet starter
Lederen skal interessere sig. Det er vigtigt, at lederen interesserer sig for, hvilket kursus, det er, medarbejderen søger.
- Hvad er kursusindholdet?
- Hvem underviser?
- Hvad vil medarbejderen opnå ved at deltage? Osv.
Meget af denne viden kan opnås ved kigge i kursusbeskrivelserne under "Mål for kurset" og "Formål". Hvis de er formuleret skarpt og præcist, bør de besvare ovenstående spørgsmål.
Snak med medarbejderen om kurset. Når lederen har sin samtale med medarbejderen, inden vedkommende tager af sted på kursus, er der en hel del oplysninger at tage afsæt i.
- Har medarbejderen sat sig ind i hvilket kursus det er, og hvad indholdet er.
- Hvilke overvejelser har de gjort sig for at forberede sig til kurset.
- Hvordan ser de selv, at de kan bidrage til hele afd./teamet/kolleger i forhold til at skabe videndeling efter afsluttet kursus.
Generel drøftelse om videndeling. I stedet for en skriftlig kontrakt, som aftale om videndeling, vil jeg forslå, at lederen drøfter videndeling med alle medarbejdere, inden der sendes nogen på kursus.
- Hvordan sikrer vi at viden overleveres.
- I hvilken form.
- Hvornår.
- Og ikke mindst til hvem (det er ikke altid relevant for alle medarbejdere).
Under kursusforløbet
Notesbog. Min anbefaling er, at lederen udstyrer medarbejderen med en notesbog til brug under kursusforløbet. Medarbejderen gøres opmærksom på, at tanker har udløbsdato (siges med et smil). Vi tror, at vi kan huske det hele, men af og til smutter der faktisk en tanke eller 10. Med notesbogen er det muligt at fastholde tanker, oplevelser, følelser under kurset.
Efter kursusforløbet
Brug de nye ressourcer. Rigtig mange kursister, har givet udtryk for manglende interesse fra lederens side efter endt kursusforløb. Nye tanker og ideer bliver mødt med mistro og irritation mere end af interesse. Husk at medarbejderen bliver sendt på kursus for at få nye eller forbedre eksisterende kompetencer, og det er alt sammen til gavn for organisationen. Sørg derfor for at opfordre medarbejderen til at benytte de nyerhvervede evner.
Ideer til formidling. Når medarbejderen kommer tilbage fra kurset kan det være brugbart at få formidlet kursusindholdet rundt i organisationen.
Undervisning - Medarbejderen laver en mini komprimeret undervisning af det lærte fra kurset. Sørg for at give undervisningen den fornødne tid og respekt, og stå til rådighed med sparring/coaching omkring det at undervise.
Artikel- Medarbejderen skriver en "artikel" eller "beretning" fra kurset. En opsummering af noterne fra notesbogen. Tilbyd medarbejderen at stå til rådighed med sparring i forhold til skriftligheden, formuleringen, korrektur, opsætningen, eller hvad der nu er brug for. Intranet - Såfremt der er mulighed for det, så skab et dialogforum eller opret en blog, hvor alle medarbejdere kan spørge eller bede om uddybelse af kursusindholdet. Bed kursusdeltagen være ansvarlig for bloggen ved at lægge nogen relevante nysgerrighedsskabende udsagn ud og derved skabe dialog. Noter til deling - Af og til har jeg hørt om at kursusdeltagere har stillet deres mappe med noter frem til deling på kontoret. Dette giver desværre kun et meget ringe udbytte for kollegerne. Hvis denne metode skal have effekt, så stiller det krav til kursusdeltageren om at have renskrevet deres noter, med kommentarer og gerne med en kort indledende tekst der forklarer forløbet og undervisningen.
Lad os gå på det – Få medarbejderen til at samle korte tekster, citater, billeder der illustrerer kurset. Læg det på gulvet et centralt sted under et gennemsigtigt "kontorstol underlag", således at det skaber nysgerrighed, og ikke blot bliver glemt på en opslagstavle eller lign.
Den kreative – Medarbejderen kan fremstille en collage, der illustrerer det lærte fra kurset. Collagen hænges et centralt sted, og der afholdes en "fernisering" hvor "kunstneren" beretter om processen med at fremstille sit værk og der er mulighed for at stille spørgsmål til indholdet. Billedskaberen - Sørg for at udstyre medarbejderen med et digitalkamera og bed vedkommende om at tage billeder af plancher, undervisningssituationer, symbolsk illustration af kursusindhold. Lav et fotoalbum efter afsluttet kursus. Ord-elskeren – Medarbejderen kan samle citater fra kurset, som skrives rent og hænges op strategiske steder på kontoret eller i lokalerne, hvor de kan inspirere kollegerne og derigennem sprede nysgerrighed der igen genererere dialog. Speakerscorner - Giv medarbejderen mulighed for at få taletid, efter eget ønske. De første 10 min. om morgenen, kort efter frokost, på næste møde. Stil dig igen til rådighed som sparring omkring at formulere budskaber, der skal serveres på 10 min. Hvordan får man det væsentligste med og skåret ind til benet.
Opsamling. 2-3 mdr. efter kurset vil du som leder stå sig stærkt ved at lave en opfølgning på kurset. Tag fat i målene for kurset igen og spørg medarbejderen, om målene er nået, om videndelingen har været udført i overensstemmelse med aftalen, om der var elementer, der kunne have været gjort bedre/anderledes. Om kursisten oplever, at kollegerne har taget godt imod den nye viden osv.
Dette er metoder som er afprøvet og fundet anvendelige i hver sin form. Hvad der virker, er jo som bekendt ofte meget kontekstafhængigt.
- Britta Dalsgaard, Interferenz, udviklings- og proceskonsulent. |