Plejer er død - plejen lever
16.06.08
Megen innovation kan udspringe af en klar og enkel vision. Det viser plejehjemsleder Thyra Franks erfaringer fra plejehjemmet Lotte. Hun og personalet satte sig for at gøre plejehjemmet til et rigtigt hjem – med alt, hvad det indebærer.
”Hvorfor?”. Det spørgsmål synes at være et af de vigtigste ledelsesredskaber for Thyra Frank, prisbelønnet leder af friplejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Hendes stadige undren over det, man tilbyder ældre, når de ikke længere kan klare sig selv, driver megen af den nytænkning, plejehjemmet er kendt og respekteret for.
Hvorfor skulle de ældre i vores samfund sætte pris på nogle helt andre ting, end vi andre gør?
- Hvorfor skal vores beboere ikke også kunne dufte, hvad de skal have at spise?
- Hvorfor skal vi sætte skilte op, som fortæller, at her bor gamle og syge mennesker?
- Hvorfor skal personalet have kitler på eller have deres egne lokaler?
Det er blot nogle af de spørgsmål, Thyra Frank og hendes personale har stillet sig selv gennem mere end ti år, og som på mange punkter har gjort Lotte anderledes og mere ”hjemligt” end de fleste andre plejehjem.
Måltidet i fokus
På Lotte er personalets tidligere spise- og opholdsstue fx gjort til en integreret del af selve plejehjemmet. Personalet indtager alle måltider sammen med beboerne, og netop måltidet spiller en stor rolle på Lotte. Derfor har det lille plejehjem også insisteret på at have eget køkken, og beboerne deltager efter lyst og evne i indkøb, madlavning, borddækning, opvask og andre gøremål.
Maden er ifølge Thyra Frank én af beboernes største glæder, som bør prioriteres højt i den daglige planlægning. Derfor dækkes der altid op med duge, stearinlys og blomster. Og Lotte bruger en del af de penge, der spares på et rekordlavt sygefravær, til at kræse lidt ekstra for beboernes ganer.
– Måltiderne spiller også en vigtig rolle i det sociale liv. Det er her, snakken går om fortid, nutid og fremtid. Og beboerne inddrages naturligt i alt fra fastlæggelsen af næste måneds menu til planlægningen af ferier, udflugter og fester. Det giver en meget mere reel inddragelse af de ældres ønsker end formelle beboermøder, siger Thyra Frank.
Ikke uden sværdslag
I dag står ældre fra hele landet i kø for at bo på Lotte, og der er aldrig problemer med at skaffe dygtige medarbejdere. Men Thyra Frank lægger ikke skjul på, at hun undervejs har måtte kæmpe sin sag mod ”systemet”.
– Meget af vores indsats er baseret på sund fornuft, intuition og menneskekundskab. Det passer ikke altid ind i den logik, der trives i den kommunale forvaltning. Hvis vi gik så meget op i at udarbejde procedurer, skemaer, evalueringer og kvalitetsprojekter,ville vi jo ikke have ordentlig tid til beboerne. For os handler kvalitet i høj grad om tilstedeværelse og nærvær, siger Thyra Frank.
Læs også
Andre eksempler på innovation
Innovativ mødeledelse
Lederen som scenograf
Du har mulighed for at skrive en kommentar og vurdere artiklen. Om kommentarer