Sekundær navigation


Projektledelse

Gruppearbejde - kemi eller cost/benefit

30.04.06

Gruppearbejde betyder altid, at man skal altid opgive noget, når man arbejder sammen med andre - men som gruppeleder kan du ændre dagsordenen og pege på gevinsterne for deltagerne

Af Inger Dræby, Ledelses- og Organisationsudvikling

"Det går bare slet ikke med den gruppe. Kemien passer ikke." Man ser det for sig: to væsker med forskellig kemisk sammensætning blandes sammen og - eksplosion! En naturlov er på spil, og hvem kan stille noget op mod det?

Og det er just problemet - at man ikke kan gøre noget ved det. Alene af den grund kan der være fremgang i at søge andre forklaringer på konflikter i grupper. Dette indspark kommer med en række forslag.

Forskellige tilgange til gruppearbejde

Folk forstår noget forskelligt ved gruppearbejde. Nogle mener, at alt skal behandles og besluttes i fællesskab, andre at der alene skal ske en koordination af de enkeltes arbejde i gruppen.

Folk har det forskelligt med gruppearbejde. Nogle elsker at have et forum at tænke højt i, andre foretrækker at overveje tingene inde i hovedet og føler sig forstyrret af, at der hele tiden tales rundt om dem.

Det tager tid at løbe et gruppearbejde i gang, og den tid ville nogle måske hellere bruge på deres egne ting.

Selvbestemmelse eller sambestemmelse

For projektgrupper gælder det oftest, at medlemmerne samtidig med projektet har opgaver i en stamafdeling, eller at de sideløbende deltager i andre projekter. Den enkelte er tvunget til at prioritere sin tid, og det gør man ud fra spørgsmålet "What's in it for me?".

Når prioriteringerne er forskellige, opstår der konflikter. Nogle synes de laver alt arbejdet, mens andre lopper den.

Helt grundlæggende indeholder gruppearbejde altid et dilemma mellem selvbestemmelse og sambestemmelse. Man skal altid opgive noget autonomi, når man arbejder sammen med andre, og denne opgivelse kan opleves som en større eller mindre omkostning, afhængigt af situationen og af ens egne præferencer mht. arbejdsrytme og -stil.

Cost/benefit af teamwork

Frem for at tale om kemi, så tal om cost/benefit for det enkelte gruppemedlem. Hvad får jeg ud af at være med i gruppen, og hvad mister jeg ved det?

Kalkulen er forskellig fra person til person, så det nytter ikke noget at fastslå, at "dette gruppearbejde vil gavne os alle" eller "det er vigtigt at lære at arbejde i grupper" eller "vi får de bedste resultater, når vi arbejder sammen".

Hvis c/b beregningen er negativ, sker der tilbagetrækning eller magtkamp. Det er efter nogle forskeres mening mere reglen end undtagelsen.

Gruppearbejde er mange steder nærmest blevet en ideologi, et mirakelmiddel til at få folk til at løfte i flok. Men man opnår det modsatte hvis individuelle behov og ambitioner ikke får plads. Folk ind- og underordner sig kun, hvis det frembyder flere fordele end ikke at gøre det.

Nogle mulige omkostninger er allerede nævnt. Andre kan være:

  • Det er spild af tid at løse opgaven på gruppebasis. En hensigtsmæssig koordinering af individuelle indsatser ville skabe de samme eller bedre resultater på kortere tid. Et gruppemedlem med dette synspunkt vil føle sin faglige kompetence tilsidesat ved at blive tvunget til at deltage i gruppearbejdet
  • Det organisatoriske belønningssystem, det være sig det formelle eller det uformelle, er måske indrettet på individuelle præstationer. I en gruppe risikerer den enkelte derfor at blive "usynlig" med det resultat, at man måske bliver sprunget over i næste forfremmelsesrunde. Eller at en anden render med laurbærrene for gruppens resultater.
  • Udbytte af gruppearbejde. Hvilken form for points giver det at være dygtig til at samarbejde? Er "belønningen", at man altid bliver sat ind i grupper, der fungerer la-la for at afbalancere besværlige gruppemedlemmer? Ligesom når man lægger bordplan til en fest, så er der nogen, som kan placeres overalt, og som derfor altid kommer til at sidde sammen med foredragsholder Ferdinand eller sure søster Sørine.

Hvad kan så gevinsterne være?

Også her er der forskel fra person til person og fra situation til situation.
  • Nogle opgaver og problemer lader sig kun løse ved, at mennesker med forskellige kompetencer og angrebsvinkler sætter sig sammen
  • Ved at arbejde tæt sammen med andre kan man få indsigt i områder og spørgsmål, som man ikke kendte til på forhånd
  • Nogle mennesker er mest kreative, når de har andre at ping-ponge med om ideer.
  • For nogle er det at arbejde i gruppe ensbetydende med at have en platform, hvor man kan eksponere sin egen kompetence.
  • Nogle vægter det sociale aspekt - samværet med andre - højere end muligheden for individuel præstation.
  • Nogle motiveres af at gruppen løser en opgave i konkurrence med andre grupper.

Metoder til at forbedre gruppearbejdet

"Dårlig kemi" kan skyldes gamle uløste konflikter mellem enkeltpersoner. Men i de fleste tilfælde dækker det over forskelle i cost/benefit kalkulerne, så for at forebygge og løse konflikter må der afklaring og forhandling til.

Hvis Hans og Grete skændes, så er man tilbøjelig til at zoome ind på dem, og så BLIVER det til en konflikt mellem dem. Derfor: Hvis Hans og Grete skændes, så skift fokus. Se på, hvad der er uden om Hans og Grete, der giver dem hver især gode grunde til at stille sig i polaritet til hinanden.

Et sted at starte for en gruppeleder, som oplever magtkamp mellem nogle af medlemmerne, er at omtolke begivenheden fra "de kæmper imod hinanden" til "de kæmper hver især for noget". Det åbner mulighed for at spørge til den enkeltes c/b-kalkule, og når den begynder at blive tydelig, kan man også begynde at se forhandlingsmuligheder.

Der er intet vundet ved at forbyde folk at skændes - kampen antager blot andre og måske mere utilgængelige former.

Læs også

Læs mere om teamledelse her

Vellykket teamorganisering kræver god ledelse

Teamudviklingssamtalen

 

Artiklen har tidligere været brag af DIEU

 






Væksthus for ledelse , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 22 43 11 00 , E-mail info@lederweb.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

Et tip om denne side er sendt til den angivne e-mail.

Anmeld upassende kommentar

Vil du anmelde denne kommentar?


Der vil blive sendt en mail til moderator, der vil tage stilling til anmeldelsen

Din anmeldelse er modtaget og vil blive behandlet snarest

Kontakt os

Hvis du har tilføjelser eller ideer til ord, så send dem til os.

Felter markeret med * skal udfyldes

Din kommentar er sendt.
Tak for din henvendelse.