Sekundær navigation


Arbejdsmiljø

Stresspolitik skal være lokal

19.10.09

Arbejdsmiljøet blev klart forbedret og personaleomsætningen bragt ned, da en ny ledelse tog hul på arbejdet med en stresspolitik.

Af Else Momme

Da Susanne Bettina Jørgensen blev ansat som plejehjemsleder for to et halvt år siden, opdagede hun hurtigt, at noget var rivende galt. Særligt en af afdelingerne på hendes nye arbejdsplads Plejecenter Rosenhaven i Ballerup fungerede dårligt. Organisationen var ustruktureret, der var stor personaleomsætning, mange lederskift og højt fravær. Faktisk var det så slemt, at afdelingen havde fået påbud fra arbejdstilsynet.

Kommunen havde endnu ikke nogen overordnede retningslinjer for stressarbejdet, men havde netop afholdt en temadag om det gode arbejdsmiljø, hvor hele sikkerhedsgruppen deltog. På den baggrund var det åbenlyst for både Susanne og sikkerhedsrepræsentant (SR) Linda Christensen, at der skulle gøres noget nu og her for at få arbejdspladsen til at fungere igen. Derfor satte de straks MED-udvalget i gang med at udforme en stresspolitik. Og det lykkedes at vende udviklingen.

Brugbar stresspolitik handler om dagligdagens problemer

Rosenhavens stresspolitik er konkrete retningslinjer for hvordan, man skal prioritere opgaver i hverdagen. Den tager også fat på hvordan, man håndterer uoverensstemmelsen mellem personalets egne forventninger, forventninger udefra og det praktisk mulige. Det var netop disse forhold, der var – og er - de største stressfaktorer i Rosenhaven.
 
”Når der kommer en ny, ekstra opgave ind, beslutter vi i fællesskab, hvilken opgave der så skal ud. Det er simpelthen nødvendigt for at undgå stress. Som et led i vores stresspolitik har vi indført en daglig rutine, hvor vi hver dag planlægger, hvad vi skal og kan nå den dag med de ressourcer, vi nu har til rådighed. Styrken ligger i det fælles ansvar. Og beslutningerne bliver truffet i fællesskab, så den enkelte ikke går hjem og føler, at man ikke har gjort arbejdet godt nok,” siger Linda, SR og stressvejleder.

Stresspolitik kan ikke bare overføres

Selvom Susanne Jørgensen har gode erfaringer med den lokale stresspolitik, må hun erkende, at den ikke kan overføres. Selv en nok så effektiv stresspolitik og et sæt nok så gennemarbejdede værdier kunne ikke forhindre stressproblemer, da medarbejdere i en periode måtte flyttes over til en anden arbejdsplads. Det skete i forbindelse med et byggeprojekt.

”I forbindelse med nybyggeri på Rosenhaven skulle vi lukke vores køkken. Køkkenpersonalet og deres leder blev midlertidigt flyttet til et andet plejecenter, og det var her, det gik galt. Personalet oplevede igen stress,” forklarer Susanne. Linda er enig:

”Vores retningslinjer for, hvad vi konkret gør i stressede perioder, kunne ikke eksporteres til den anden arbejdsplads, fordi den var organiseret på en anderledes måde og havde nogle andre værdier og politik. Her på Rosenhaven prioriterer vi fx, at alle i løbet af dagen holder en pause på samme tidspunkt. Det gør de ikke på det andet køkken. Det betyder, at vores køkkenleder ikke kan følge de retningslinjer, hun har med herfra. Hun oplever simpelthen, at det er svært at finde ud af, hvornår hun kan gribe ind i forhold til stress. Og det betød, at vore udstationerede medarbejdere igen fik stress”.

Ledelsen i Rosenhaven har lært af situationen og er kommet til den erkendelse, at stresspolitikken skal tilpasses de lokale forhold.

”Sagen med køkkenpersonalet viser, at det ikke dur at hive stresspolitikken op ved rode og flytte den et andet sted hen. Så snart vi skal have to forskellige lokale stresspolitikker til at fungere sammen, så opstår der vanskeligheder. Lokal stresspolitik skal udformes tæt på de konkrete, daglige værdier på den enkelte arbejdsplads, så politikken bliver enkel, nærværende og meningsfuld,” understreger Susanne.

Hendes erfaring er, at en stresspolitisk hele tiden bliver udfordret af hverdagen og skal revideres jævnligt for at fungere.


Fem punkter til refleksion:

  1. Fortæller stresspolitikken hvad du skal gøre, hvis en medarbejder/kollega viser tegn på stress?
  2. Er stresspolitikken så operationel, at den i praksis kan bruges som ledelsesværktøj?
  3. Hvis du er i en stor organisation, har du så overvejet, om I har behov for flere lokale stresspolitikker?
  4. Dækker jeres stresspolitik også usædvanlige situationer – fx hvis medarbejderne i en periode skal arbejde et andet sted?
  5. Har du overvejet hvilken betydning organisationsændringer kan have for stresspolitikken?





Væksthus for ledelse , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 22 43 11 00 , E-mail info@lederweb.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

Et tip om denne side er sendt til den angivne e-mail.

Anmeld upassende kommentar

Vil du anmelde denne kommentar?


Der vil blive sendt en mail til moderator, der vil tage stilling til anmeldelsen

Din anmeldelse er modtaget og vil blive behandlet snarest

Kontakt os

Hvis du har tilføjelser eller ideer til ord, så send dem til os.

Felter markeret med * skal udfyldes

Din kommentar er sendt.
Tak for din henvendelse.