Sekundær navigation


Ny leder

Ny i lederjobbet og hva så?


Beskrivelse:

Den nyudnævnte leder begår ofte fejl, prioriterer de forkerte ting og må gøre sig nogle erfaringer, som andre allerede har gjort. Spørgsmålet er, om der er genveje til at undgå de værste faldgruber for den uerfarne leder.

En ny bog, "Ny i lederjobbet og hva' så?", forsøger at give gode råd og formidle nogle praktiske erfaringer med lederopgaven og dermed at hjælpe den nyudnævnte leder til hurtigere at få fod på eget lederarbejde.

Bogen bygger på interviews med 20 ledere fra både private og offentlige virksomheder samt forfatternes mangeårige erfaringer fra eget lederarbejde og rådgivning af ledere, nye som erfarne.

Bogen er skrevet, så den kan læses uden det store kendskab til begreber og teorier om ledelse og udgør dermed en righoldig inspirationskilde til den nye dagligdag for mange nyudnævnte ledere.

Mange forskellige temaer og problemstillinger behandles i bogen, f.eks.: Hvordan kommer du helskindet igennem den første måned som nyudnævnt leder? Hvilke konflikter er vigtige at løse, hvilke skal du undgå? Hvordan træffer du beslutninger og skaber autoritet i din ledergerning? Hvordan motiverer du dine medarbejdere og delegerer arbejdsopgaver?  Og hvilke relationer kan du have til gamle arbejdskolleger, efter at du er blevet leder for dem?

Derudover indeholder bogen mange andre konkrete spørgsmål og gode råd til at forvalte lederrollen og lederansvaret  i den praktiske hverdag.

Bogen falder på et tørt sted og repræsenterer i sig selv et  nyttigt bidrag til at gøre livet lettere for den uerfarne leder.

Den kan dog ikke stå alene, men må suppleres med anden ledelseslitteratur og egne erfaringer.

Et grundlæggende problem med bogen er, at den ikke giver den nyudnævnte leder det nødvendige overblik over ledelsesarbejdet,  dvs. helheden i ledelsesopgaven. Men den præsenterer en masse common sense betragtninger og løsrevne praktiske råd samt udsagn fra interviewpersoner.

Udover manglende overblik giver den ikke så megen støtte til selvstændig refleksion over egen lederpraksis og hjælp til at opnå større indsigt endsige indføling i ledelsessituationer i hverdagen.

Selvom den gør en dyd ud af at lægge afstand til ledelsesteorien, kunne den med fordel have præsenteret et samlet syn på ledelse, hvilket sikkert havde  gjort bogen mere overskuelig og dermed bidraget til at give læseren et bedre  og mere struktureret overblik.

Sandheden er måske, at når det kommer til stykket, må hver generation af nye ledere gøre sine egne erfaringer. Men alt i alt kan bogen anbefales som inspirerende læsning for den nyudnævnte leder.

Forfatter:
Martin Eberhard og Karl-Johan Vibits
Forlag:
Jurist- og Økonomiforbundet
År:
2002
Sider:
184
Pris:
275
ISBN:
87-574-0265-5
Køb bogen her





Væksthus for ledelse , Weidekampsgade 10 , 2300 København S , Tlf. 22 43 11 00 , E-mail info@lederweb.dk
Luk vindue

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes

Et tip om denne side er sendt til den angivne e-mail.

Anmeld upassende kommentar

Vil du anmelde denne kommentar?


Der vil blive sendt en mail til moderator, der vil tage stilling til anmeldelsen

Din anmeldelse er modtaget og vil blive behandlet snarest

Kontakt os

Hvis du har tilføjelser eller ideer til ord, så send dem til os.

Felter markeret med * skal udfyldes

Din kommentar er sendt.
Tak for din henvendelse.